Lavere fart og flere parkeringspladser, tak!
(læserbrev, Det Grønne Område, 3. marts 2021)
For os der dagligt bliver overhalet af utålmodige bilister på Strandvejen langs Taarbæk, er der ingen tvivl om, at der bliver kørt for hurtigt. Og ja, der er kun et spor i hver retning (som kommunen forleden bekræftede i avisen), men sporene er brede og udløser derfor en del farlige situationer. Men hvorfor ikke løse tre udfordringer på samme tid, og endda uden de store udgifter for kommunen.
Som bl.a. Taarbæk Borgerforening gentagne gange har foreslået kommunen, så er det ganske simpelt. Gør de to baner smalle som i stykket langs Bellevue (Kystvejen), så sænker folk farten. Brug herefter den overskydende vejbane til at etablere parkeringspladser i den ene side af vejen. Disse parkeringspladser vil afhjælpe parkeringspladsproblemerne i Taarbæk, så Taarbæks borgere og gæster til Bellevue kan parkere her. Der kan uden videre etableres ca. 100 parkeringspladser i siden af vejen.
Kom nu kære kommune, erkend nu problemerne og få dem løst på en billig og effektiv måde.